Nu da jeg sidder her med det sidste indlaeg paa den sidste hele dag, har jeg svaert ved at forstaa, hvor tiden er forsvundet hen. Jeg ikke engang set skyggen af den, kan man vist sige, og nu forestaar det altsaa at skulle videre og vaek, bedst som man har bounded med folk hernede.
Forrige soendag koerte jeg med Mugud til Mysore; en tur som tager ca. to timer med stop paa vejen i landsbyen Kamat (hvor de laver en udemaerket chai), og hos en mand som lappede vores reservehjul i sit lille, faldefaerdige vaerksted ved vejkanten. Paa vejen passerede vi ogsaa silkebyen Ramanagara og sukkerstaden Madya. I farten fik jeg taget en masse billeder af alt muligt lige fra overdimensionerede affaldsdynger paa gaden til folk, der gik rundt i sukkermarkerne, mens de forsvandt ind og ud af de boelgende roerskove.
Foerste stop var Chamundibjerget, hvor et preangende, gammelt tempel er rejst til aere for guden af samme navn. De steder langs bjergvejen, hvor vi stoppede for at kigge ud paa byen, som strakte sig langt ud blandt store, groenne jungleomraader, moedte vi et par boern klaedt ud som hinduguder, der ville fotograferes og efterfoelgende have penge for det. Ved en lille blaa bod (en af dem der er saa utrolig mange af her) der laa op ad parkeringspladsen og som solgte mad og the, moedte Mugud en af sine kolegaer, og jeg faldt i snak med to yngre herrer, der havde koebt en tallerken krydrede ris hver. Som det er haendt talrige andre gange i loebet af mit relativt korte ophold, blev jeg roert over den imoedkommende aabenhjertethed, hvormed de tilboed mig noget af deres mad, og nysgerrigt spurgte ind til en hel masse ting. Ingen mistro eller skumle blikke; man ser paa hinanden, og ofte kommer man saa til at smile efter kort tid, hvilket er grundlag nok for at begynde at tale.
Ved templet var der en helt masse forskellige mennesker med et utal af beklaedninger og goeremaal. Nogen var paa vej til at blive velsignet, andre for at koebe offergaver bestaaende af blomster og kokosnoedder, nogen floed ligsom bare med stroemmen forbi de mange boder og smaatraktioner og andre igen holdt sig for sig selv, som de muslimske kvinder og maend, jeg fik oeje paa et par stykker af. Vi stoppede ved en udkigspost, og her slog det mig hvor stort Indien egentlig er. Landet strakte sig ud med jungle og bjerge, omrids af byer og floder fortsatte derudaf i een uendelighed til skydaekket opslugte landskabets konturer i horisonten. En saer tanke greb mig paa det tidspunkt: i et land, der er saa stort, er det af bydende noedvendighed at have sin egen plads, sine egne definerede livsprincipper, sin egen velkendte hjemstavn for ikke at svaeve rundt i den kolossale sfaerer af uvished, jeg stod i lige nu. For ikke at tabe alt, der kan kaldes begrebssans og overskuelighed paa jorden; i hvert fald hvis man staar paa et bjerg og skuer ud over det hele. Jeg var overvaeldet.
Bagefter tog vi hen forbi statuen af Shivas tyr, der var beklaedt med valdige, farvestraalende kranse af blomster og omgivet af roegelse og diverse offergaver. Jeg begik den fejl at stille mine sandaler uden for opsyn, og ti minutter efter var de sporloest forsvundet.
I ugens loeb har Edd koert paa med sin flashmobperformance, hvor lavede baade dans, freeze og mirroring, som de fremfoerte sidste torsdag (og fredag morgen) paa en naerliggende station og i et shoppingcenter. Det var fedt at se, at de selv var saa engagerede og det endte ogsaa med at fungere udemaerket. I loerdags tog Edd saa til lufthavnen efter afsked og faelleskram, hvilket jeg tror i grunden ogsaa var det bedste, siden han de sidste par dage ustandseligt har talt om full breakfast i Glasgow under maaltiderne.
Saa sent som i mandags tog jeg ind til byen for at moede op til middag paa ICDE-kontoret, sige farvel til Ramesh, Sheela, Ravinder Singh (alle sikh er singh, men ikke alle singh er sikh, som Push Bender siger) og de andre. Efter det satte jeg mig for at klare de sidste indkoeb (Cd'er til SRPopgaven og noget kluns), og slentrede lidt rundt i gaderne under eftermiddagssolen, mens jeg paa en eller anden maade at byen havde aabnet sig. Jeg husker noget Dan Turell engang skrev, om alle de ting man pludselig opdager eller kommer til at holde af den sidste dag, hvor man gaar rundt uden noget saerligt for oeje. Saadan er det ogsaa lidt med Ananya i dag; da jeg kom herover efter at voldet min kuffert med tabla og det hele i en saadan grad, at jeg ville kunne staevnes for det, virkede alting paa en eller andet maade saa tilgaengeligt og lige til, som var det bare endnu en klar dag, jeg skulle bruge her sammen med alle de andre.
Det bliver underligt at tage hjem - saadan har det vaeret stort set hver gang, jeg taenkte paa det. I dag har Shivama lavet mad efter mit valg (det er tradtionen paa en volontoers sidste dag), og der haenger allerede afsked i luften. Som saadan er min rejse endnu engang begyndt, og jeg foeler mig paa en eller anden maade lidt aeldre, uden helt at vide hvorfor eller hvad det vil betyde.
