Nu da jeg sidder her med det sidste indlaeg paa den sidste hele dag, har jeg svaert ved at forstaa, hvor tiden er forsvundet hen. Jeg ikke engang set skyggen af den, kan man vist sige, og nu forestaar det altsaa at skulle videre og vaek, bedst som man har bounded med folk hernede.
Forrige soendag koerte jeg med Mugud til Mysore; en tur som tager ca. to timer med stop paa vejen i landsbyen Kamat (hvor de laver en udemaerket chai), og hos en mand som lappede vores reservehjul i sit lille, faldefaerdige vaerksted ved vejkanten. Paa vejen passerede vi ogsaa silkebyen Ramanagara og sukkerstaden Madya. I farten fik jeg taget en masse billeder af alt muligt lige fra overdimensionerede affaldsdynger paa gaden til folk, der gik rundt i sukkermarkerne, mens de forsvandt ind og ud af de boelgende roerskove.
Foerste stop var Chamundibjerget, hvor et preangende, gammelt tempel er rejst til aere for guden af samme navn. De steder langs bjergvejen, hvor vi stoppede for at kigge ud paa byen, som strakte sig langt ud blandt store, groenne jungleomraader, moedte vi et par boern klaedt ud som hinduguder, der ville fotograferes og efterfoelgende have penge for det. Ved en lille blaa bod (en af dem der er saa utrolig mange af her) der laa op ad parkeringspladsen og som solgte mad og the, moedte Mugud en af sine kolegaer, og jeg faldt i snak med to yngre herrer, der havde koebt en tallerken krydrede ris hver. Som det er haendt talrige andre gange i loebet af mit relativt korte ophold, blev jeg roert over den imoedkommende aabenhjertethed, hvormed de tilboed mig noget af deres mad, og nysgerrigt spurgte ind til en hel masse ting. Ingen mistro eller skumle blikke; man ser paa hinanden, og ofte kommer man saa til at smile efter kort tid, hvilket er grundlag nok for at begynde at tale.
Ved templet var der en helt masse forskellige mennesker med et utal af beklaedninger og goeremaal. Nogen var paa vej til at blive velsignet, andre for at koebe offergaver bestaaende af blomster og kokosnoedder, nogen floed ligsom bare med stroemmen forbi de mange boder og smaatraktioner og andre igen holdt sig for sig selv, som de muslimske kvinder og maend, jeg fik oeje paa et par stykker af. Vi stoppede ved en udkigspost, og her slog det mig hvor stort Indien egentlig er. Landet strakte sig ud med jungle og bjerge, omrids af byer og floder fortsatte derudaf i een uendelighed til skydaekket opslugte landskabets konturer i horisonten. En saer tanke greb mig paa det tidspunkt: i et land, der er saa stort, er det af bydende noedvendighed at have sin egen plads, sine egne definerede livsprincipper, sin egen velkendte hjemstavn for ikke at svaeve rundt i den kolossale sfaerer af uvished, jeg stod i lige nu. For ikke at tabe alt, der kan kaldes begrebssans og overskuelighed paa jorden; i hvert fald hvis man staar paa et bjerg og skuer ud over det hele. Jeg var overvaeldet.
Bagefter tog vi hen forbi statuen af Shivas tyr, der var beklaedt med valdige, farvestraalende kranse af blomster og omgivet af roegelse og diverse offergaver. Jeg begik den fejl at stille mine sandaler uden for opsyn, og ti minutter efter var de sporloest forsvundet.
I ugens loeb har Edd koert paa med sin flashmobperformance, hvor lavede baade dans, freeze og mirroring, som de fremfoerte sidste torsdag (og fredag morgen) paa en naerliggende station og i et shoppingcenter. Det var fedt at se, at de selv var saa engagerede og det endte ogsaa med at fungere udemaerket. I loerdags tog Edd saa til lufthavnen efter afsked og faelleskram, hvilket jeg tror i grunden ogsaa var det bedste, siden han de sidste par dage ustandseligt har talt om full breakfast i Glasgow under maaltiderne.
Saa sent som i mandags tog jeg ind til byen for at moede op til middag paa ICDE-kontoret, sige farvel til Ramesh, Sheela, Ravinder Singh (alle sikh er singh, men ikke alle singh er sikh, som Push Bender siger) og de andre. Efter det satte jeg mig for at klare de sidste indkoeb (Cd'er til SRPopgaven og noget kluns), og slentrede lidt rundt i gaderne under eftermiddagssolen, mens jeg paa en eller anden maade at byen havde aabnet sig. Jeg husker noget Dan Turell engang skrev, om alle de ting man pludselig opdager eller kommer til at holde af den sidste dag, hvor man gaar rundt uden noget saerligt for oeje. Saadan er det ogsaa lidt med Ananya i dag; da jeg kom herover efter at voldet min kuffert med tabla og det hele i en saadan grad, at jeg ville kunne staevnes for det, virkede alting paa en eller andet maade saa tilgaengeligt og lige til, som var det bare endnu en klar dag, jeg skulle bruge her sammen med alle de andre.
Det bliver underligt at tage hjem - saadan har det vaeret stort set hver gang, jeg taenkte paa det. I dag har Shivama lavet mad efter mit valg (det er tradtionen paa en volontoers sidste dag), og der haenger allerede afsked i luften. Som saadan er min rejse endnu engang begyndt, og jeg foeler mig paa en eller anden maade lidt aeldre, uden helt at vide hvorfor eller hvad det vil betyde.
torsdag den 2. december 2010
mandag den 22. november 2010
Del 3 ~ Nye oplevelser i et menneskeligt moenster
"Alt, hvad der kan
Det var de ord, Jennifer (en af laererne paa skolen) brugte i sammenhaeng med vores udflugt onsdag d. 10, og om Indien generelt. Det har indtil videre vist sig at holde stik. Faktisk i en saadan grad, at dette indlaeg nok langtfra bliver en helt linaer, kronologisk skildring, men naermere et uordnet oplevelsesalfabet med en heldel
Som saadan gaar det udemarket. Jeg har klatret i palmer, haft mine egne timer med boernene, faaet stjaalet mine sandaler, undladt at traede paa nogen slanger eller skorpioner paa vej tilbage om aftenen, haft gode oplevelser, vaeret paa et par spaendende udflugter og i det hele taget faaet stoerre indblik i, hvordan livet haenger sammen her.
Det er vist bedst lige at introducere de andre volontoerer, som er her og har deres daglige gang paa skolen. James, som er 32 og fra Iowa, USA og Felix fra Tyskland (der er 22) har begge vaeret i landet siden Januar. Mens James har vaeret paa Ananya i snart ti maaneder, brugte Felix noget af tiden paa at rejse rundt og arbejde paa en anden skole i Nordkarnataka. Han kom hertil i juni. Edd, som jeg allerede har naevnt, er fra Bogston, England og har vaeret her en maaned i forbindelse med sin skole. I fredags fyldte han 23, og paa naeste fredag tager han tilbage. Der faar han forhaabenlig brug for det tons noter og beskrivelser, han har frembragt hernede.
Jeg har til hverdag ret meget at goere med dem. Vi tager klasser og taler tit sammen. I volleyballkampene deltager laererne og for det meste alle volontoerene (nogen gange springer Edd fra eller er til jogatimer). Det er mennesker, som jeg finder venlige og tiltalende paa hver deres maade, og selvom vi ikke altid kan enes, kommer vi fint ud af det med hinanden resten af tiden.
Forrige fredag tog jeg som sagt i byen med Edd, for at opleveBangalore
Busserne har deres egen tidsplan, der aendres fra dag til dag, til gengaeld er det overraskende billigt at koere med (noget hen i retning af 15 rupee for en tur fra Ananya til MG Road, hvilket jeg paa vej tilbage fandt ud af er overordenlig langt). Vi blev dog noed til at fange en taxi, der tog os til indre by for 240. Jeg oensker ikke at vaere fordomsfuld, naar det kommer til saa grundlaeggende ting som oprindelse og hudfarve, men som jeg senere kom til at opleve, skilder du dig vaesentlig ud fra maengden ved at vaere en gora (hvid), ogsaa prismaessigt.
Da vi var kommet hen i naerheden af MG Road, der er byens hovedarterie, syntes jeg pludseligt, det blev ret overvaeldende. Folk stod stadig ude i deres boder (hvilket de vist goer til klokken ti om aftenen), der var en ustandselig stroem menneskelig og motoriseret bevaegelse, som skubbede fra alle retninger af, og det var lidt som om, man selv blev noed til uafladeligt at vaere paa vej et eller andet sted hen, for ikke at komme i vejen for een eller anden hasarderet bilist (og dem er der mange af) eller i mylderet af mennesker, der alle sammen havde et defineret maal forude.
Vi startede med at vandre ind paa en tilfaeldig club med hoej, indisk inspireret umtchi-umtchimusik. Her moedte os et faenomen, som forekom mig mere bisart, end noget andet vi havde set hidtil; langs vaeggene sad alle fyrene henslaengt i sofaraekkerne med dyrkoebte technobajere, mens pigerne dansede alene ude paa gulvet. Selve interioeret lignede noget fra en musikvideo med Justin Temberlake eller Timberland, og der var ansat folk i jakkesaet til at aebne doerene og tage bestilling. Det tog os omkring 12 sekunder, saa var vi ude igen, og jeg kunne ikke vaere mere enig med Edd, da han sagde "God, that was weird, like breaking into someone's birthday party."
Paa vej til at krydse en vej, maerker jeg nogen hive mig let i aermet. Der staar en lille pige med noget snavset toej paa og siger "Please, Uncle, please, money". Av, det foeltes underligt, eller svaert, i mangel paa bedre ord. Man kan ikke som et menneske med bare nogenlunde velfungerende spejlneuroner undgaa at foele sig kynisk ved lade som, man ikke ser hele den parallelverden af elendighed, der lever side om side med det, vi kalder vores hverdag. Uanset hvad jeg gjorde, ville jeg paa en eller anden maade indgaa i noget, jeg ikke foelte, jeg kunne staa ved. Ignorance er en effektivt middel, og somme tider kunne man tro, at den alene opretholder den nuvaerende indretning af det store hvem-der-faar-hvad/mad-system. Man spoerger sig selv "Og hvad kan jeg saa goere ved det?". Jeg gik over gaden og foelte mig lidt mere hul.
Der er, som jeg senere fandt ud af, ingen fattigdomsunderstoettelse fra regeringens side, saa hvis du er i noed gaelder det om at have en familie eller en masse venner ("en evident arv fra det gamle cirkelsamfund", som Mads Lidegaard ville kalde det), ellers er man paa roeven.
Barene i Bangalore lukker af en eller anden grund alle sammen kl. 11; saa maa man finde et afterparty eller tage hjem. Der er tilsyneladende ingen, der bestikker politiet for at kunne udskaenke laengere (i hvert fald ikke det sted hvor vi opholdt os), saa efter et desperat stop forbi Hard Rock Cafe (af alle steder), som ogsaa var ved at lukke, fandt vi os selv staaende midt i en by med samme indbyggertal som den samlede danske befolkning uden et sted at gaa hen. Vi moedte to englaendere, der var paa vej ud derfra uden videre planer og en lettere lukrativt udseende mand ifoert laederjakke, hvis stemmefoering gav associationer til nogle af de pushere, man kan moede paa Istedgade en moerk aften. Han inviterede os til et allnightparty med "lots of booze and women". Vi takkede paent nej (nogen gange bliver man bare instinktivst mistaenksom), og bagefter spurgte han os ikke overraskende om vi ville koebe noget hash.
Paa vej hjem opdagede jeg, hvor langt der i grunden er fra skolen og indtil byen. Vi fandt taxachaufoer, der indvilligede sig paa at koere paa taxameteret, hvilket som regel betyder at man faar en god pris. Det endte dog stadig med at blive 500 rupee gundet nat takst og diverse tillaeg. Turen var forholdsvis stille fra vores side af. Chuafoeren havde paa anmodningen skruet op for radioen, og lyden af af svajende Bollywoodrytmer med luftige mandevokaler og kvinderstemmer ligesaa skingre som i "Benny Lava", floed sammen med trafikkens hjul- og hornensemble samt den modstroemmende nattebrise, der fik byen og alt, hvad er bevaegede sig deri til at syntes som forbigaaende konturer i en form for tilvaerelse, jeg endnu ikke kender navnet paa.
Jeg talte med Georges bror, Mugud om noget lignende, da han koerte mig rundt soendag samme weekend til noget mere sightseeing og til diverse indkoeb. Han spurgte mig, hvad jeg syntes om Indien indtil videre, og jeg svarede, uden videre at taenke over det: "Noget af det bedste og noget af det vaerste paa samme tid."
Mugud er den sjette bror i en familie bestaende af syv broedre men kun een soester, og jeg fandt ved samme lejlighed ud af, at han og George kommer fra Orissa, et mere nordliggende omraade, hvor de voksede op paa en gaard langt ude paa landet. George har vaeret munk i ti aar af sit liv, foer han giftede sig med Suman og flyttede til Karnataka. Det spoejse ved den historie er, at han allerede efter to uger fandt ud af, at livet som hellig broder alligevel ikke var noget for ham. Netop paa det tidspunkt blev han dog forfremmet, og det samme gentog sig hver gang, han satte sig for at traede ud af ordenen (det er vel lidt ligesom i militaeret kunne jeg tro). Paa den maade gik der ti aar saadan og uden videre, Han har rejst mange steder i Indien (Mombai, Calcutta, Delhi osv.), hvor han hver brugte to aar i et kloster. Paa vejen har han saa laert en hel del indiske sprog, moedt en masse forskellige mennesker og gaaet ved siden af Moder Theresa i Calcutta, hvilket vist er noget af det taetteste, man kommer paa prestigefyldt starfucking inden for katolicismen, gaetter jeg paa (medmindre man kan lave en pave).
Mugud gav Edd et lift til Koramangala, som laa paa vejen til Karnatakas nationalpark, der var vores foerste stop paa sightseeingturen. Det endte halvt om halvt med at Edd var ved at miste besindelsen, fordi Mugud blev ved med at ville koere ham til Sonyworld, der aabenbart var det naermeste peglemaerke i forhold til, hvor han skulle moedes med en pige ved navn Amanda han var blevet venner med hernede. De fandt dog ud af det til sidst.
Det var forresten ogsaa noget der slog mig, da vi koerte ind og ud af byen den dag: I Indien skal man have taalmodighed for at komme nogen vegne. For at rejse ind i landet, taalmodighed. For at gennemfoere noget, taalmodighed. For at tage bussen og i det hele taget bevaege dig ud af stedet, taalmodighed.
Nationalparken var OK. Der var fritloebende aber, men selve turen var dog ikke overvaeldende. Efter at have brugt noget tid sammen med Mugud paa at betragte Indiens nuvaerende faunakollektion, tog jeg lidt modvilligt paa safari, hvor jeg blandt en hel masse lokale i en taetpakket, bumbende bus fik taget et par billeder af et par hvide tigre, men det lod ikke til at alle dyrene ellers havde det saa godt. Folk var dog flinke, som en hel del af de andre steder, jeg har vaeret, og nogen spurgte om jeg ville have en plads oppe foran i bussen, saa alt i alt ville det vaere ensidigt at kalde det en daarlig oplevelse.
Mandag og tirsdag tog jeg to af de mindre klasser i musik, hvor vi lavede rytmer (boernene skulle selv improvisere deres) og jeg fortalte meget enkelt om det at lytte efter pulsen og de andre naar man spillede mange sammen, som vi gjorde i vores tromme-klappeensemble. Vi havde foerst en puls, som vi skiftedes til at lave forskellige rytmiske figurer over, og somme tider fylde noget tekst paa (My name is Ram-chan-dra osv.)
Det meste af tiden gik det ok, men de havde meget svaert ved at vaere stille og koncentere sig i mere end 10 sekunder af gangen. Paa den maade skete det sommetider, at de kom til at kede sig, fordi de ikke havde hoert efter, hvad vi skulle lave, og da jeg saa maatte bruge tid paa at gentage mig selv i en lind stroem, tog det nogen gange laaang tid, at faa oevelsen i gang.
Onsdag skulle der vaelges et nyt tema for ugen paa laerermoedet, og denne gang kom det til at handle om film set ud fra de forskellige fag. Resten af moedet trak lidt ud, og jeg proevede at holde mig naevaerende, mens de andre diskuterede, hvem der af den ene eller anden grund ikke kunne komme med paa ekskursionen til den voluminoese vandforlystelsespark naeste dag.
Busturen var en stoerre succes en sidste gang, og de aeldre drenge havde ikke saa travlt med at rykke rundt paa de mindres placeringer (de er tilboejelige til at goere sig selv til logistikmestre i stedet for at finde sig et saede selv). Jeg sad det meste af tiden og laeste Mads Lidegaards "Det Frie Menneske", og der skete ikke det store, med undtagelse af at en dreng ved navn Rajesh pludselig begyndte paa et hjemmelavet dansemove, hvor han blandede kosakdans med krabbegang, og bevaegede hofterne fra side til side, saa han trippede skiftevis med hvert ben paa jorden. Han hoestede store bifald, og maatte flere gange gentage det, saa hvem ved; maaske kan man om ti aar se Bollywoodfilm, hvori Rajesh styrter gennem et eller andet forjaget plot, der indkluderer et par stjaalne plastikjuveler, mens han laver sin downfloor krabbekosakdans til en tamillovesong og vinder heltindens hjerte med sit smoerrede smil og en stilrigtig haarpragt. Det lyder ikke usandsynligt for mig.
Vi var blevet delt ud i grupper af fire til fem, og jeg var saa Nemo-uncle for Prem, Manoj, Sunil og Ajay. Man kunne tydeligt maerke paa dem, at de normalt ikke kom saadane steder med deres foraeldre og da endelig naaede til the promised (vand)land var de ellevilde og ville proeve alting. Specielt vandparken var en stor succes med boelger og rutchebaner.
Den tid vi brugte der, fik jeg hilst paa en hel del folk af hankoen, som spurgte til, hvor jeg kom fra. I det hele taget kom der en del mennesker hen og snakkede til mig, men om det bare er fordi jeg nu har den hudfarve, jeg har, ingen t-shirt havde paa (hvilket virkede som bademoden her) eller som Mugud sagde "look like Bollywood hero", ved jeg ikke. Maaske lidt af det hele. Der var en fyr som blev ved at hive fat i mig, mens han sang indsmigerende paa hindi, saa jeg kunne ikke lade vaere med at taenke paa Leas greakerepisode uden at foele, at vi nu havde noget tilfaelles. En anden ville have et billede af mig, mens jeg stod med mine badeshorts paa i omklaedningsrummet, hvorefter han sagde: "You look so good!", og det er selvfoelgelig venligt ment med komplimenter, men naar de kommer fra en muskuloese maend ifoert laederjakke midt i et fugtigt omklaedningsrum, kan det godt blive lidt for meget af det gode.
Da vi kom tilbage til skolen fra endnu en busekskursion, var alle traette og udmattede efter en hel dag med boelgebrydning og loeb mellem alle parkens forlystelser. Aligevel lykkedes det i to tilfaelde for nogen af drengene at gejle hinanden saa meget op, at der kom slagsmaal ud af det. Det blev taget op morgenen efter i cirkelsamlingen, som foregaar klokken halv 10 hver dag, foer undervisningen gaar i gang. Det handlede i begge tilfaelde om to aeldre drenge, der havde slaaet nogen der var mindre end dem selv, fordi de var blevet irriteret paa dem af mindre aarsager. Som saadan var skylden ligeligt delt ud, og man skulle tro at det kunne loeses hurtigt. Det var ikke tilfaeldet; vi endte med at bruge halvanden time paa det.
Det startede med at de involverede fortalte deres syn paa historien, og skulle sige, hvad de nu taenkte om det. Det endte dog i hoejere grad med, at de bare stod og kiggede ned i jorden, eller alle mulige andre steder hen, mens alle vi andre stod og ventede paa, at de aabenede munden. For mig at se, er det maaske ikke den mest peadagogiske maade, fordi man paa ubehagelig vis er forpligtet til at goere det i alles paahoer, men meningen var, hvis det havde virket, at de stridende parter skulle prove at saette sig i den andens sted og tanke over den maade de havde handlet paa.
Problemet var bare, som James gjorde mig opmaerksom paa, at begge de to aeldre drenge ikke kunne se, hvad de havde gjort galt. De var i mere eller mindre grad vant til at bruge vold i saadanne situationer, fordi de kommer fra et hjem, hvor meget af den opmaerksomhed, de faar, kommer gennem vold paa den ene eller den anden maade. Som saadan er det svaerere at finde en maade, hvorpaa de laerer at deres handlingsmoenster ikke er baeredygtigt over for andre mennesker. Det er egentlig en ting, jeg ikke har taenkt saa meget over foer; at empati i mange tilfaelde er noget man laerer, og ikke noget man noedvendigvis har fra begyndelsen.
De blev begge to sendt hjem en hel uge, hvorefter laererne ville tage en snak med dem efter nogle dage, for at hoere, hvad de havde at sige, og om de havde taenkt over det. Det er aabenbart foerste gang nogen bliver det paa skolen; dels fordi det maatte have en konsekvens og, som satte en tydelig graense for, hvad man kunne tillade sig, mente flertallet af laererne, og saa for at undgaa, at de farede i totterne paa hinanden fem minutter senere, eller at nogen blev terroriseret i drengehuset, hvor de alle sammen sover. Jeg ved nu ikke, om de laerer noget af det, men al forandring tar vel sin tid.
Det er heldigvis de eneste af saadanne episoder, der har foregaaet i loebet af ugen, og fredag aften tog jeg med Edd ud i byen for at fejre hans foedselsdag. Jeg foelte mig bedre rustet til at kunne overskue Bangalores menneskemylder, og det endte da ogsaa med at blive en rigtig hyggelig aften tilbragt paa en club, hvor folk af alle koen dansede samtidig og man kunne faa tre slags oel: Tuborg, Carlsberg og Kingfisher. Et eller andet sted saert at rejse halvvejs rundt om kloden, for at finde ud af at de saelger praecis den samme oel der, men der er vel, hvad man kan forvente, naar man traeder ind et sted, hvor en noget saeregn kultur er opstaaet i forsoeget paa at bringe to vidt forskellige verdener med hver deres vaner og vaerdier sammen.
Det var de ord, Jennifer (en af laererne paa skolen) brugte i sammenhaeng med vores udflugt onsdag d. 10, og om Indien generelt. Det har indtil videre vist sig at holde stik. Faktisk i en saadan grad, at dette indlaeg nok langtfra bliver en helt linaer, kronologisk skildring, men naermere et uordnet oplevelsesalfabet med en hel
Som saadan gaar det udemarket. Jeg har klatret i palmer, haft mine egne timer med boernene, faaet stjaalet mine sandaler, undladt at traede paa nogen slanger eller skorpioner paa vej tilbage om aftenen, haft gode oplevelser, vaeret paa et par spaendende udflugter og i det hele taget faaet stoerre indblik i, hvordan livet haenger sammen her.
Det er vist bedst lige at introducere de andre volontoerer, som er her og har deres daglige gang paa skolen. James, som er 32 og fra Iowa, USA og Felix fra Tyskland (der er 22) har begge vaeret i landet siden Januar. Mens James har vaeret paa Ananya i snart ti maaneder, brugte Felix noget af tiden paa at rejse rundt og arbejde paa en anden skole i Nordkarnataka. Han kom hertil i juni. Edd, som jeg allerede har naevnt, er fra Bogston, England og har vaeret her en maaned i forbindelse med sin skole. I fredags fyldte han 23, og paa naeste fredag tager han tilbage. Der faar han forhaabenlig brug for det tons noter og beskrivelser, han har frembragt hernede.
Jeg har til hverdag ret meget at goere med dem. Vi tager klasser og taler tit sammen. I volleyballkampene deltager laererne og for det meste alle volontoerene (nogen gange springer Edd fra eller er til jogatimer). Det er mennesker, som jeg finder venlige og tiltalende paa hver deres maade, og selvom vi ikke altid kan enes, kommer vi fint ud af det med hinanden resten af tiden.
Forrige fredag tog jeg som sagt i byen med Edd, for at opleve
Busserne har deres egen tidsplan, der aendres fra dag til dag, til gengaeld er det overraskende billigt at koere med (noget hen i retning af 15 rupee for en tur fra Ananya til MG Road, hvilket jeg paa vej tilbage fandt ud af er overordenlig langt). Vi blev dog noed til at fange en taxi, der tog os til indre by for 240. Jeg oensker ikke at vaere fordomsfuld, naar det kommer til saa grundlaeggende ting som oprindelse og hudfarve, men som jeg senere kom til at opleve, skilder du dig vaesentlig ud fra maengden ved at vaere en gora (hvid), ogsaa prismaessigt.
Da vi var kommet hen i naerheden af MG Road, der er byens hovedarterie, syntes jeg pludseligt, det blev ret overvaeldende. Folk stod stadig ude i deres boder (hvilket de vist goer til klokken ti om aftenen), der var en ustandselig stroem menneskelig og motoriseret bevaegelse, som skubbede fra alle retninger af, og det var lidt som om, man selv blev noed til uafladeligt at vaere paa vej et eller andet sted hen, for ikke at komme i vejen for een eller anden hasarderet bilist (og dem er der mange af) eller i mylderet af mennesker, der alle sammen havde et defineret maal forude.
Vi startede med at vandre ind paa en tilfaeldig club med hoej, indisk inspireret umtchi-umtchimusik. Her moedte os et faenomen, som forekom mig mere bisart, end noget andet vi havde set hidtil; langs vaeggene sad alle fyrene henslaengt i sofaraekkerne med dyrkoebte technobajere, mens pigerne dansede alene ude paa gulvet. Selve interioeret lignede noget fra en musikvideo med Justin Temberlake eller Timberland, og der var ansat folk i jakkesaet til at aebne doerene og tage bestilling. Det tog os omkring 12 sekunder, saa var vi ude igen, og jeg kunne ikke vaere mere enig med Edd, da han sagde "God, that was weird, like breaking into someone's birthday party."
Paa vej til at krydse en vej, maerker jeg nogen hive mig let i aermet. Der staar en lille pige med noget snavset toej paa og siger "Please, Uncle, please, money". Av, det foeltes underligt, eller svaert, i mangel paa bedre ord. Man kan ikke som et menneske med bare nogenlunde velfungerende spejlneuroner undgaa at foele sig kynisk ved lade som, man ikke ser hele den parallelverden af elendighed, der lever side om side med det, vi kalder vores hverdag. Uanset hvad jeg gjorde, ville jeg paa en eller anden maade indgaa i noget, jeg ikke foelte, jeg kunne staa ved. Ignorance er en effektivt middel, og somme tider kunne man tro, at den alene opretholder den nuvaerende indretning af det store hvem-der-faar-hvad/mad-system. Man spoerger sig selv "Og hvad kan jeg saa goere ved det?". Jeg gik over gaden og foelte mig lidt mere hul.
Der er, som jeg senere fandt ud af, ingen fattigdomsunderstoettelse fra regeringens side, saa hvis du er i noed gaelder det om at have en familie eller en masse venner ("en evident arv fra det gamle cirkelsamfund", som Mads Lidegaard ville kalde det), ellers er man paa roeven.
Barene i Bangalore lukker af en eller anden grund alle sammen kl. 11; saa maa man finde et afterparty eller tage hjem. Der er tilsyneladende ingen, der bestikker politiet for at kunne udskaenke laengere (i hvert fald ikke det sted hvor vi opholdt os), saa efter et desperat stop forbi Hard Rock Cafe (af alle steder), som ogsaa var ved at lukke, fandt vi os selv staaende midt i en by med samme indbyggertal som den samlede danske befolkning uden et sted at gaa hen. Vi moedte to englaendere, der var paa vej ud derfra uden videre planer og en lettere lukrativt udseende mand ifoert laederjakke, hvis stemmefoering gav associationer til nogle af de pushere, man kan moede paa Istedgade en moerk aften. Han inviterede os til et allnightparty med "lots of booze and women". Vi takkede paent nej (nogen gange bliver man bare instinktivst mistaenksom), og bagefter spurgte han os ikke overraskende om vi ville koebe noget hash.
Paa vej hjem opdagede jeg, hvor langt der i grunden er fra skolen og indtil byen. Vi fandt taxachaufoer, der indvilligede sig paa at koere paa taxameteret, hvilket som regel betyder at man faar en god pris. Det endte dog stadig med at blive 500 rupee gundet nat takst og diverse tillaeg. Turen var forholdsvis stille fra vores side af. Chuafoeren havde paa anmodningen skruet op for radioen, og lyden af af svajende Bollywoodrytmer med luftige mandevokaler og kvinderstemmer ligesaa skingre som i "Benny Lava", floed sammen med trafikkens hjul- og hornensemble samt den modstroemmende nattebrise, der fik byen og alt, hvad er bevaegede sig deri til at syntes som forbigaaende konturer i en form for tilvaerelse, jeg endnu ikke kender navnet paa.
Jeg talte med Georges bror, Mugud om noget lignende, da han koerte mig rundt soendag samme weekend til noget mere sightseeing og til diverse indkoeb. Han spurgte mig, hvad jeg syntes om Indien indtil videre, og jeg svarede, uden videre at taenke over det: "Noget af det bedste og noget af det vaerste paa samme tid."
Mugud er den sjette bror i en familie bestaende af syv broedre men kun een soester, og jeg fandt ved samme lejlighed ud af, at han og George kommer fra Orissa, et mere nordliggende omraade, hvor de voksede op paa en gaard langt ude paa landet. George har vaeret munk i ti aar af sit liv, foer han giftede sig med Suman og flyttede til Karnataka. Det spoejse ved den historie er, at han allerede efter to uger fandt ud af, at livet som hellig broder alligevel ikke var noget for ham. Netop paa det tidspunkt blev han dog forfremmet, og det samme gentog sig hver gang, han satte sig for at traede ud af ordenen (det er vel lidt ligesom i militaeret kunne jeg tro). Paa den maade gik der ti aar saadan og uden videre, Han har rejst mange steder i Indien (Mombai, Calcutta, Delhi osv.), hvor han hver brugte to aar i et kloster. Paa vejen har han saa laert en hel del indiske sprog, moedt en masse forskellige mennesker og gaaet ved siden af Moder Theresa i Calcutta, hvilket vist er noget af det taetteste, man kommer paa prestigefyldt starfucking inden for katolicismen, gaetter jeg paa (medmindre man kan lave en pave).
Mugud gav Edd et lift til Koramangala, som laa paa vejen til Karnatakas nationalpark, der var vores foerste stop paa sightseeingturen. Det endte halvt om halvt med at Edd var ved at miste besindelsen, fordi Mugud blev ved med at ville koere ham til Sonyworld, der aabenbart var det naermeste peglemaerke i forhold til, hvor han skulle moedes med en pige ved navn Amanda han var blevet venner med hernede. De fandt dog ud af det til sidst.
Det var forresten ogsaa noget der slog mig, da vi koerte ind og ud af byen den dag: I Indien skal man have taalmodighed for at komme nogen vegne. For at rejse ind i landet, taalmodighed. For at gennemfoere noget, taalmodighed. For at tage bussen og i det hele taget bevaege dig ud af stedet, taalmodighed.
Nationalparken var OK. Der var fritloebende aber, men selve turen var dog ikke overvaeldende. Efter at have brugt noget tid sammen med Mugud paa at betragte Indiens nuvaerende faunakollektion, tog jeg lidt modvilligt paa safari, hvor jeg blandt en hel masse lokale i en taetpakket, bumbende bus fik taget et par billeder af et par hvide tigre, men det lod ikke til at alle dyrene ellers havde det saa godt. Folk var dog flinke, som en hel del af de andre steder, jeg har vaeret, og nogen spurgte om jeg ville have en plads oppe foran i bussen, saa alt i alt ville det vaere ensidigt at kalde det en daarlig oplevelse.
Mandag og tirsdag tog jeg to af de mindre klasser i musik, hvor vi lavede rytmer (boernene skulle selv improvisere deres) og jeg fortalte meget enkelt om det at lytte efter pulsen og de andre naar man spillede mange sammen, som vi gjorde i vores tromme-klappeensemble. Vi havde foerst en puls, som vi skiftedes til at lave forskellige rytmiske figurer over, og somme tider fylde noget tekst paa (My name is Ram-chan-dra osv.)
Det meste af tiden gik det ok, men de havde meget svaert ved at vaere stille og koncentere sig i mere end 10 sekunder af gangen. Paa den maade skete det sommetider, at de kom til at kede sig, fordi de ikke havde hoert efter, hvad vi skulle lave, og da jeg saa maatte bruge tid paa at gentage mig selv i en lind stroem, tog det nogen gange laaang tid, at faa oevelsen i gang.
Onsdag skulle der vaelges et nyt tema for ugen paa laerermoedet, og denne gang kom det til at handle om film set ud fra de forskellige fag. Resten af moedet trak lidt ud, og jeg proevede at holde mig naevaerende, mens de andre diskuterede, hvem der af den ene eller anden grund ikke kunne komme med paa ekskursionen til den voluminoese vandforlystelsespark naeste dag.
Busturen var en stoerre succes en sidste gang, og de aeldre drenge havde ikke saa travlt med at rykke rundt paa de mindres placeringer (de er tilboejelige til at goere sig selv til logistikmestre i stedet for at finde sig et saede selv). Jeg sad det meste af tiden og laeste Mads Lidegaards "Det Frie Menneske", og der skete ikke det store, med undtagelse af at en dreng ved navn Rajesh pludselig begyndte paa et hjemmelavet dansemove, hvor han blandede kosakdans med krabbegang, og bevaegede hofterne fra side til side, saa han trippede skiftevis med hvert ben paa jorden. Han hoestede store bifald, og maatte flere gange gentage det, saa hvem ved; maaske kan man om ti aar se Bollywoodfilm, hvori Rajesh styrter gennem et eller andet forjaget plot, der indkluderer et par stjaalne plastikjuveler, mens han laver sin downfloor krabbekosakdans til en tamillovesong og vinder heltindens hjerte med sit smoerrede smil og en stilrigtig haarpragt. Det lyder ikke usandsynligt for mig.
Vi var blevet delt ud i grupper af fire til fem, og jeg var saa Nemo-uncle for Prem, Manoj, Sunil og Ajay. Man kunne tydeligt maerke paa dem, at de normalt ikke kom saadane steder med deres foraeldre og da endelig naaede til the promised (vand)land var de ellevilde og ville proeve alting. Specielt vandparken var en stor succes med boelger og rutchebaner.
Den tid vi brugte der, fik jeg hilst paa en hel del folk af hankoen, som spurgte til, hvor jeg kom fra. I det hele taget kom der en del mennesker hen og snakkede til mig, men om det bare er fordi jeg nu har den hudfarve, jeg har, ingen t-shirt havde paa (hvilket virkede som bademoden her) eller som Mugud sagde "look like Bollywood hero", ved jeg ikke. Maaske lidt af det hele. Der var en fyr som blev ved at hive fat i mig, mens han sang indsmigerende paa hindi, saa jeg kunne ikke lade vaere med at taenke paa Leas greakerepisode uden at foele, at vi nu havde noget tilfaelles. En anden ville have et billede af mig, mens jeg stod med mine badeshorts paa i omklaedningsrummet, hvorefter han sagde: "You look so good!", og det er selvfoelgelig venligt ment med komplimenter, men naar de kommer fra en muskuloese maend ifoert laederjakke midt i et fugtigt omklaedningsrum, kan det godt blive lidt for meget af det gode.
Da vi kom tilbage til skolen fra endnu en busekskursion, var alle traette og udmattede efter en hel dag med boelgebrydning og loeb mellem alle parkens forlystelser. Aligevel lykkedes det i to tilfaelde for nogen af drengene at gejle hinanden saa meget op, at der kom slagsmaal ud af det. Det blev taget op morgenen efter i cirkelsamlingen, som foregaar klokken halv 10 hver dag, foer undervisningen gaar i gang. Det handlede i begge tilfaelde om to aeldre drenge, der havde slaaet nogen der var mindre end dem selv, fordi de var blevet irriteret paa dem af mindre aarsager. Som saadan var skylden ligeligt delt ud, og man skulle tro at det kunne loeses hurtigt. Det var ikke tilfaeldet; vi endte med at bruge halvanden time paa det.
Det startede med at de involverede fortalte deres syn paa historien, og skulle sige, hvad de nu taenkte om det. Det endte dog i hoejere grad med, at de bare stod og kiggede ned i jorden, eller alle mulige andre steder hen, mens alle vi andre stod og ventede paa, at de aabenede munden. For mig at se, er det maaske ikke den mest peadagogiske maade, fordi man paa ubehagelig vis er forpligtet til at goere det i alles paahoer, men meningen var, hvis det havde virket, at de stridende parter skulle prove at saette sig i den andens sted og tanke over den maade de havde handlet paa.
Problemet var bare, som James gjorde mig opmaerksom paa, at begge de to aeldre drenge ikke kunne se, hvad de havde gjort galt. De var i mere eller mindre grad vant til at bruge vold i saadanne situationer, fordi de kommer fra et hjem, hvor meget af den opmaerksomhed, de faar, kommer gennem vold paa den ene eller den anden maade. Som saadan er det svaerere at finde en maade, hvorpaa de laerer at deres handlingsmoenster ikke er baeredygtigt over for andre mennesker. Det er egentlig en ting, jeg ikke har taenkt saa meget over foer; at empati i mange tilfaelde er noget man laerer, og ikke noget man noedvendigvis har fra begyndelsen.
De blev begge to sendt hjem en hel uge, hvorefter laererne ville tage en snak med dem efter nogle dage, for at hoere, hvad de havde at sige, og om de havde taenkt over det. Det er aabenbart foerste gang nogen bliver det paa skolen; dels fordi det maatte have en konsekvens og, som satte en tydelig graense for, hvad man kunne tillade sig, mente flertallet af laererne, og saa for at undgaa, at de farede i totterne paa hinanden fem minutter senere, eller at nogen blev terroriseret i drengehuset, hvor de alle sammen sover. Jeg ved nu ikke, om de laerer noget af det, men al forandring tar vel sin tid.
Det er heldigvis de eneste af saadanne episoder, der har foregaaet i loebet af ugen, og fredag aften tog jeg med Edd ud i byen for at fejre hans foedselsdag. Jeg foelte mig bedre rustet til at kunne overskue Bangalores menneskemylder, og det endte da ogsaa med at blive en rigtig hyggelig aften tilbragt paa en club, hvor folk af alle koen dansede samtidig og man kunne faa tre slags oel: Tuborg, Carlsberg og Kingfisher. Et eller andet sted saert at rejse halvvejs rundt om kloden, for at finde ud af at de saelger praecis den samme oel der, men der er vel, hvad man kan forvente, naar man traeder ind et sted, hvor en noget saeregn kultur er opstaaet i forsoeget paa at bringe to vidt forskellige verdener med hver deres vaner og vaerdier sammen.
fredag den 12. november 2010
Del 2 ~ Foerste uge paa Ananya
Utrolig mange ting er sket paa utrolig kort tid. eller saadan foeles det i hvert fald. Da jeg efter ni timers selskab med Britsh Airways landede i Bangalores lufthavn var kl. 5 om morgenen paa grund af tidsforskellen, og alting virkede ret konfust. Den foerste del af Indien jeg stiftede bekendtskab med, var den meget grundige (nogen ville sige bureaukratiske) maade at registrere folk ankomne fra udlandet paa. Jeg havde allerede givet oplysninger til ambassaden omkring dette og hint, og i lufthavnen var der to gange paskontrol paa vejen ud, samt udfyldning af "indrejsepapir", der praktisk talt indeholder alle de informationer, man har givet andre steder. Jeg har talt med et par af folkene paa ICDE-kontoret og fik at vide, at stillinger, hvor kontrollerende papirarbejde indgaar, aabnebart er ret eftertragtede, fordi de giver god loen og er udtryk for en vis form for status.
De foerste to naetter brugte jeg paa et kristent collage, mens jeg sov skyrusen ud og proevede at forberede mig mentalt til at moede et helt hav af ukendte ting. Det sidste er selvfoelgelig ret svaert, da man aldrig ved, hvad det er, man kommer til at opleve. Mandag blev jeg saa hentet af min kontaktperson Ramesh, og koert til ICDE-kontoret, hvor jeg moedte en hel del andre, der var kontaktpersoner for volontoerer og fik en bog ved navn "saadan laerer du kannada paa 30 dage". Der er utrolig mange sprog; mindst eet (jeg bruger den gamle stavemaade, fordi tastaturet ingen accenter har) for hvert af omraaderne i Indien, og i Karnataka taler de kannada, hvis grammatik og fonetik ikke er saa svaer i sig selv, men hvis bogstaver skifter udseende naar man saetter dem sammen, og mange af ordene skal man boeje munden en hel del for at udtale; f.eks. naluvaththamuru, som betyder 43.
Samme dag blev jeg tilbudt en sightseeingtur rundt i Bangalore og fik begloet mange af hovedatraktionerne saasom raadsbygningen, byens stadion, monumenter osv. Den kollektive trafik er ret kaostisk og minder mest af alt om et gigantisk, tiloset hornensemble, hvor alle konstant bytter plads og spiller paa samme tid. Selve byen er enormt farverig, med kuloerte hindutempler, koeer (sommetider malede) der trasker rundt i gaderne, mennesker i brogede klaedninger, malerier paa mure ud til gaden, talloese reklamer med smilende eller forbloeffede ansigter i uhoerte stoerrelser, gadesaelgere der faldbyder bagvaerk, soede sager og mange andre ting, distrikter af forskellig alder og udseende vaevet ind i hinanden, forfald mellem spirtnye bygninger, tiggere mellem opstasede forretningsfolk, igangsatte bygerier ved siden af traditionelle monumenter og en hel del andre ting.
Da jeg ankom til Ananya, som projektet hedder, blev jeg introduceret til skolelederen Goerge (en utrolig flink og immoedekommende lille mand, hvis hoved baerer en vis lighed med nogen af de graeske vaser man undersoeger i old) samt de andre laerere og volontoere. De har alle sammen taget godt imod mig, og efter at vaere blevet vist rundt paa skolen, der er bygget i en gammel kokospalmeplantage, fik jeg gennemgaaet skema og regler; saa var alt det formelle klaret.
Da der desvaerre ikke er plads til, at jeg kan sove paa skolen, er jeg blevet indkvarteret paa et katolsk retreathouse eller pensionat (jeg ender aabenbart ofte saadan nogen steder), hvor jeg bor paa et lille lyseroedt og bordeauxfarvet vaerelse med Jesus nok til en halv livstid. Jeg har dog et bad, et vestligt toilet (de indiske sidder man pa hug paa) og et myggefrit omraade, saa jeg klager ikke.
En af de mange ting, jeg ikke vidste da jeg tog af sted var, at man spiser med haenderne (eller rettere sagt: hoejre haand) i Indien, hvilket til at begynde med er ret svaert. Jeg maatte indgaaende sidde og studere, hvordan de andre gjorde det, foer jeg opdagede, at man skal bruge sin tommelfinger til at skubbe maden ind i munden, mens de fire andre fingre bruges som en menneskelig ske. Jeg har vist faaet haand paa det nu, kan man sige.
En anden ting, jeg lige skulle vaenne mig til, er, at jeg fra den ene dag til den anden er blevet onkel til 49 boern saadan og uden videre. Det er af en eller anden grund den tiltaleform, boernene bruger, naar de taler til laererne og volontoerene. Lidt saert til at begynde med, men faktisk meget hyggeligt.
Den foerste uge her er gaaet hurtigt; boernene har to lektioner om dagen af 45 min. og bruger saa yderligere en del tid paa at lave lektier, goere deres community-omraader rent, lave lege og sommetider morgengymnastik. Der bliver serveret the to gange om dagen, og der er tre maaltider. Maden er virkelig god og helt uden koed, da det presser budgettet for meget.
De sidste par dage har vi bl.a. vaeret paa tur til planetariet i Bangalore, spillet volleyball og revet en midlertidig palmebladshytte ned (det var boernene virkelig hurtige til). Det regner rigtig meget, saa meget tid bliver brugt i klassevaerelserne (en hel del af dem bestaar af et traeskelet daekket til med sammenflettede palmeblade og pressinger), og der er af samme grund rigtig mange myg.
Der er desvaerre ingen musikundervisning, instrumenter, eller musiklaerere, saa det bliver jeg noedt til at planlaegge selv sammen med de andre volontoerer. Jeg har taget min melodika med, og hver gang jeg hiver den op af tasken for at spille, vil stort set alle gerne proeve og helst paa samme tid, hvilket godt kan vaere lidt problematisk. Indtil videre er mit indtryk af mange af boernene at de er utrolig gode til mange ting, men desvaerre ogsaa meget utaalmodige. Derfor optraeder saetningen "Uncle, uncle, my turn, uncle" rigtig mange gange, hver gang vi har en jamsession.
I aften tager jeg ind til byen sammen med Edd, der kommer fra England og har vaaret her i to uger, for at se mig omkring og finde et sted at faa en lille oel.
De foerste to naetter brugte jeg paa et kristent collage, mens jeg sov skyrusen ud og proevede at forberede mig mentalt til at moede et helt hav af ukendte ting. Det sidste er selvfoelgelig ret svaert, da man aldrig ved, hvad det er, man kommer til at opleve. Mandag blev jeg saa hentet af min kontaktperson Ramesh, og koert til ICDE-kontoret, hvor jeg moedte en hel del andre, der var kontaktpersoner for volontoerer og fik en bog ved navn "saadan laerer du kannada paa 30 dage". Der er utrolig mange sprog; mindst eet (jeg bruger den gamle stavemaade, fordi tastaturet ingen accenter har) for hvert af omraaderne i Indien, og i Karnataka taler de kannada, hvis grammatik og fonetik ikke er saa svaer i sig selv, men hvis bogstaver skifter udseende naar man saetter dem sammen, og mange af ordene skal man boeje munden en hel del for at udtale; f.eks. naluvaththamuru, som betyder 43.
Samme dag blev jeg tilbudt en sightseeingtur rundt i Bangalore og fik begloet mange af hovedatraktionerne saasom raadsbygningen, byens stadion, monumenter osv. Den kollektive trafik er ret kaostisk og minder mest af alt om et gigantisk, tiloset hornensemble, hvor alle konstant bytter plads og spiller paa samme tid. Selve byen er enormt farverig, med kuloerte hindutempler, koeer (sommetider malede) der trasker rundt i gaderne, mennesker i brogede klaedninger, malerier paa mure ud til gaden, talloese reklamer med smilende eller forbloeffede ansigter i uhoerte stoerrelser, gadesaelgere der faldbyder bagvaerk, soede sager og mange andre ting, distrikter af forskellig alder og udseende vaevet ind i hinanden, forfald mellem spirtnye bygninger, tiggere mellem opstasede forretningsfolk, igangsatte bygerier ved siden af traditionelle monumenter og en hel del andre ting.
Da jeg ankom til Ananya, som projektet hedder, blev jeg introduceret til skolelederen Goerge (en utrolig flink og immoedekommende lille mand, hvis hoved baerer en vis lighed med nogen af de graeske vaser man undersoeger i old) samt de andre laerere og volontoere. De har alle sammen taget godt imod mig, og efter at vaere blevet vist rundt paa skolen, der er bygget i en gammel kokospalmeplantage, fik jeg gennemgaaet skema og regler; saa var alt det formelle klaret.
Da der desvaerre ikke er plads til, at jeg kan sove paa skolen, er jeg blevet indkvarteret paa et katolsk retreathouse eller pensionat (jeg ender aabenbart ofte saadan nogen steder), hvor jeg bor paa et lille lyseroedt og bordeauxfarvet vaerelse med Jesus nok til en halv livstid. Jeg har dog et bad, et vestligt toilet (de indiske sidder man pa hug paa) og et myggefrit omraade, saa jeg klager ikke.
En af de mange ting, jeg ikke vidste da jeg tog af sted var, at man spiser med haenderne (eller rettere sagt: hoejre haand) i Indien, hvilket til at begynde med er ret svaert. Jeg maatte indgaaende sidde og studere, hvordan de andre gjorde det, foer jeg opdagede, at man skal bruge sin tommelfinger til at skubbe maden ind i munden, mens de fire andre fingre bruges som en menneskelig ske. Jeg har vist faaet haand paa det nu, kan man sige.
En anden ting, jeg lige skulle vaenne mig til, er, at jeg fra den ene dag til den anden er blevet onkel til 49 boern saadan og uden videre. Det er af en eller anden grund den tiltaleform, boernene bruger, naar de taler til laererne og volontoerene. Lidt saert til at begynde med, men faktisk meget hyggeligt.
Den foerste uge her er gaaet hurtigt; boernene har to lektioner om dagen af 45 min. og bruger saa yderligere en del tid paa at lave lektier, goere deres community-omraader rent, lave lege og sommetider morgengymnastik. Der bliver serveret the to gange om dagen, og der er tre maaltider. Maden er virkelig god og helt uden koed, da det presser budgettet for meget.
De sidste par dage har vi bl.a. vaeret paa tur til planetariet i Bangalore, spillet volleyball og revet en midlertidig palmebladshytte ned (det var boernene virkelig hurtige til). Det regner rigtig meget, saa meget tid bliver brugt i klassevaerelserne (en hel del af dem bestaar af et traeskelet daekket til med sammenflettede palmeblade og pressinger), og der er af samme grund rigtig mange myg.
Der er desvaerre ingen musikundervisning, instrumenter, eller musiklaerere, saa det bliver jeg noedt til at planlaegge selv sammen med de andre volontoerer. Jeg har taget min melodika med, og hver gang jeg hiver den op af tasken for at spille, vil stort set alle gerne proeve og helst paa samme tid, hvilket godt kan vaere lidt problematisk. Indtil videre er mit indtryk af mange af boernene at de er utrolig gode til mange ting, men desvaerre ogsaa meget utaalmodige. Derfor optraeder saetningen "Uncle, uncle, my turn, uncle" rigtig mange gange, hver gang vi har en jamsession.
I aften tager jeg ind til byen sammen med Edd, der kommer fra England og har vaaret her i to uger, for at se mig omkring og finde et sted at faa en lille oel.
tirsdag den 2. november 2010
Del 1 ~ Afrejse
”Sig nærmer tiden, da jeg må væk”
Og meget mere er der som sådan ikke rigtig at sige til det, lige nu. Efter 7 felttog til den indiske ambassade, hvor jeg efterhånden har medbragt min egen vægt i kontrakter og certifikater, er det endelig lykkedes at få udstedt et visum til volontørarbejde på en skole i Bangalore, der ligger i den sydvestlige del af landet.
Planen lyder som følger: Jeg fanger et fly i Kastrup Lufthavn d. 6/11, kl. 10:30, som med al sandsynlighed vil føre mig til Indiens tredjestørste by, hvor jeg skal deltage som hjælpelærer (i bl.a. engelsk og musik) på projektet Ananya Trust School.
Børnene på projektet kommer fra familier, der er økonomisk dårligt stillede (i nogle tilfælde måske direkte manglende), og skolens mål er at give dem en mulighed for at kunne udvikle sig personligt, fagligt og socialt og skabe grobund for, at de kan tage en uddannelse og træffe deres egne valg senere i livet.
Hvad der ellers kan siges på nuværende tidspunkt, er ret begrænset: Jeg har læst praktiske rejseråd, undersøgt detaljer, forhold og historie om Bangalore og Karnataka (den landsdel Bangalore ligger i) og fået mange gode råd med på vejen af folk, som har rejst i Indien, men hvordan alting ellers kommer til at blive ligger indtil videre hen i uvished. Derfor regner jeg med at alt det der med angst og overvældelse og ud-af-kroppen-oplevelser sikkert kommer til at ramme mig som en anden arts pyroklastisk flow, når man mindst venter det.
Tilbageturen finder sted d. 3/12 og i det tidsrum vil der følge yderligere 3 kapitler fra rejsen.
Planen lyder som følger: Jeg fanger et fly i Kastrup Lufthavn d. 6/11, kl. 10:30, som med al sandsynlighed vil føre mig til Indiens tredjestørste by, hvor jeg skal deltage som hjælpelærer (i bl.a. engelsk og musik) på projektet Ananya Trust School.
Børnene på projektet kommer fra familier, der er økonomisk dårligt stillede (i nogle tilfælde måske direkte manglende), og skolens mål er at give dem en mulighed for at kunne udvikle sig personligt, fagligt og socialt og skabe grobund for, at de kan tage en uddannelse og træffe deres egne valg senere i livet.
Hvad der ellers kan siges på nuværende tidspunkt, er ret begrænset: Jeg har læst praktiske rejseråd, undersøgt detaljer, forhold og historie om Bangalore og Karnataka (den landsdel Bangalore ligger i) og fået mange gode råd med på vejen af folk, som har rejst i Indien, men hvordan alting ellers kommer til at blive ligger indtil videre hen i uvished. Derfor regner jeg med at alt det der med angst og overvældelse og ud-af-kroppen-oplevelser sikkert kommer til at ramme mig som en anden arts pyroklastisk flow, når man mindst venter det.
Tilbageturen finder sted d. 3/12 og i det tidsrum vil der følge yderligere 3 kapitler fra rejsen.
Abonner på:
Opslag (Atom)